Mere end 100 års hirstorie

Følgende fortælling er baseret på overleveringer fra gæster og oplysninger fra diverse skriverier om Næsbydale.
Historien bør læses med dette forbehold.

Fredet naturområde

Næsbydale har en spændende historie, og er på mange måder en seværdighed; dalens skabelse, den talrige flora og ikke mindst ”Baronens Hus” – som blev bygget af Baronen på Gavnø i 1918, og senere omdannet til et meget berømt og velbesøgt badehotel og traktørsted i Vesthimmerland.

Dalen blev fredet naturområde i 70´erne, hvorimod bygningerne ikke er fredet, men blot underlagt kystdirektoratets velsignelser. Næsbydales bygninger er med nænsom renovering genopstået som badehotel med restaurant, café i Baronens Hus, og 8 dobbeltværelser.

Gudrun Baronesse , Otto Lensbaron og Kjeld Thor Tage Otto, Baron Reedtz-Thott.
Foto: Anne Mogensen fra Roholte Bogcafé

Forelsket ved første blik

Dette historiske sted tager sin begyndelse under 1. verdenskrig i 1914, da Baron Otto Reedtz – Thott, og fru Gudrun er på sommertogt i Limfjorden.

Baronessen ser den skønne dal fra søsiden og forelsker sig i stedet.
Baronen gør, som de fleste gode ægtemænd ville have gjort, opsøger ejeren af dalen og køber jorden, lige på stedet.

Arkitekt Jens Ingerslev fra København, en ven af baronen bliver hyret til at tegne og skabe en sommerbolig, et ”minislot”, til baronessen.” Baronens Hus” bliver opført i 1918, men desværre får Baronessen aldrig glæde af stedet, idet hun dør meget ung i 1917.

Fra ferieresidens til badehotel

Historien fortæller, at Baronen pga. sorg over tabet af sin hustru, aldrig benytter huset som tiltænkt ferieresidens, men nøjes med at tilse huset efter behov.

Efter Baronens død sidst i 1920erne, beslutter arvingen, Axel Reedtz- Thott, at sælge huset til nogle lokale ildsjæle, som i 1930 omdanner stedet til Badehotel. De nye ejere følger datidens trend med badehoteller og åbner samtidig den smukke dal for offentligheden.

Badebro, ca. 1930 af seminarist Jens P. Ovesen

Dansk skuespiller slår sine folder her

I Badehotellets første år er Dirch Passers mor, Ragnhild Fich, bestyrer af pensionatet, og Dirch og familie bor i Næsbydale.

Dirch er ca. 5-7 år på daværende tidspunkt, og gæster fortæller om lokale drenge der legede og gik i skole med Dirch.

Dirch var glad for at lege ved Limfjorden, og en dag spørger hans mor, hvorfor han ikke vil komme hjem som aftalt, Dirch svarer, ”det er nok fordi, det er lim-fjorden!”

Måske falder æblet ikke langt fra stammen, for om Dirchs mor fortæller lokale, at hun var populær som lokal dilletant skuespiller.

Fest og glade stunder

Badehotellet bliver drevet i Baronens Hus indtil 1950-erne, hvor der udvides med restaurant på den nordlige side af huset. Restauranten har udsigt til Limfjorden og er beliggende samme sted som i dag.

Ranum Seminarium havde tradition for at fejre sin fødselsdag i Næsbydale. Elever og lærer bliver kørt fra Ranum til dalen i hestevogn. Der bliver sunget, spist og drukket (sodavand) under åben himmel i bakkerne. Følgende billeder er fra festen i 1953. Venligst udlånt af Sys Haagen.

Fest, sang og musik

Viggo og Nikoline“Nina” Bjerrehus ejer allerede Ranum Kro, da de overtager og driver restaurant og dansested i Næsbydale. I en længere årrække er det parrets fortjeneste at Næsbydale bliver et populært og attraktivt sted, hvor folk valfarter til fra nær og fjern på søndagsudflugt, for at feste, afholde møder eller sammenkomster, sommeren igennem.

Som årene går, bliver bygninger og aktiviteter udvidet med dansant onsdag og søndag. Lørdag skiftes fire lokale idrætsforeninger til at høste entreindtægter fra op til 500 gæster på en aften, til bal og fest med dans og pigtrådsmusik.

Historien fortæller, at parret Bjerrehuus kun havde én spiritus bevilling til såvel Ranum Kro som i Næsbydale. Bevillingen var efter sigende en ”kl. 24 bevilling”, hvilket betød at der kun måtte udskænkes spiritus til kl. 24. Man tillod imidlertid idrætsforeningerne at arrangere baller, for derved kunne bevillingstiden forlænges.

”Noget for noget” princippet betød, at de 4 idrætsforeninger tjente så meget på entreindtægter, at foreningerne kunne drives for pengene. Og Bjerrehus familien kunne øge deres omsætning.

Stedet oplever sin storhedstid indtil Viggo Bjerrehuus´ død 1970, hvorefter Nina Bjerrehuus beslutter at sælge stedet. Et par forskellige ejere fortsætter driften med dans og restaurant, men dansanten flytter til et andet og mere populært sted i nærområdet. I 1977 beslutter daværende restauratører (?) at lukke og slukke i Næsbydale.

En forlist forretningsidé

Stedet sælges til et konsortium, som indretter bygningerne til 11 ferie ejerlejligheder, i forventning om at et lovforslag, der tillader udlændinge at købe sommerhus i Danmark, bliver vedtaget.

Lejlighedsprojektet står færdigt i 1979, hvor lejlighederne bliver udbudt til salg. 225.000 kr. er prisen for de billigste lejligheder, en høj pris på daværende tidspunkt. Loven bliver aldrig vedtaget og projektet kuldsejer. Bygningerne sælges for en pris, der gør det muligt for købere, at anvende huset til alternative formål. Der har siden været mange forskellige anvendelser af huset; flygtninge ophold og terapicenter samt udlejning til ferieophold.

Mogens og Vibeke overtager i 2016

Vi, de nuværende ejere Vibeke Laustrup og Mogens Madsen, forelsker os i stedet nytårsdag 2016, hvor vi køber Næsbydale Badehotel, med overtagelse d 1. februar 2016. Vi søger og får tilladelse hos Kystdirektoratet til at genetablere stedet som badehotel. En nænsom renovering er så småt påbegyndt, da vi d. 22. marts 2016, vælger at åbne dørene for offentligheden med Café i den runde havestue i Baronens Hus.

Det genåbnede badehotel får en varm og forrygende velkomst fra såvel lokale som hundredevis af gæster, der har gode minder fra Næsbydale, i deres yngre dage.

Det har været en berigende oplevelse at lytte til gæsternes mange anekdoter og oplevelser fra tidligere tider i Næsbydale. Vi er taknemmelige for muligheden for at drive dette fantastiske sted.

Mange gæster har kommenteret projekt positivt. Mange er glade for igen at kunne besøge Næsbydale, på trods af at huset ikke har været færdigrestaureret og køkkenfaciliteterne begrænsede.

Vi skylder vore gæster en stor tak for opbakningen.

Læs om renoveringen af Badehotellet

Rustikke og velsmagende retter

I dag drives stedet af Lena Fransgaard. Lena elsker stedets sjæl og ønsker at bevare den specielle og fantastiske stemning der er på Næsbydale Badehotel. Lokalerne emmer af historier med diverse nips og genstande, tilføjet badehotellet de sidste mange år. Badehotellet er under løbende renovering, næste projekt der står for skud, er taget.

Køkkenet er opdateret, så Badehotellet nu kan bespise deres gæster på værelserne og tilkørende, men også stå for selskaber som f.eks. runde fødselsdage, konfirmationer og bryllupper. Nordjyske har været forbi, og har skrevet følgende flotte artikel: https://nordjyske.dk/nyheder/fritid-og-livsstil/nordjysk-badehotel-loefter-maden-til-et-andet-niveau/4329431

Næsbydale Badehotel råder p.t. over 8 nyindrettede komplette dobbeltvætelser, alle med soveværelse, køkken, bad samt terrasse. 4 værelser har udsigt til dalen, fjorden og Livø og Fur. På sigt ønsker vi at udvide med 6 værelser på 1. sal i det gamle hus. Målet er 12 værelser med i alt 24 senge, samt yderligere én opredning pr. værelse.

Kære læser, har du tilføjelser til ovenstående hører vi gerne fra dig pr. mail via info@naesbydalebadehotel.dk eller pr. brev til Næsbydalevej 15, 9681 Ranum.