Historien

Dette er kort og godt historien om Næsbydale Badehotel.

Følgende fortælling er baseret på overleveringer fra gæster og oplysninger fra diverse skriverier om Næsbydale. Historien bør læses med dette forbehold.

Dette historiske sted tager sin begyndelse under 1. verdenskrig i 1914, da Baron Otto Reedtz – Thott, og fru Gudrun er på sommertogt i Limfjorden. Baronessen ser den skønne dal fra søsiden og forelsker sig i stedet.

otto_reedtz-thott_1872-1927_by_leopold_albert

kjeld-thor_gudrun-otto_reedtz-thott

Gudrun Baronesse- , Otto Lensbaron- og Kjeld Thor Tage Otto Baron Reedtz-Thott.  Anne Mogensen fra Roholte Bogcafé, foto.

Baronen gør, som de fleste gode ægtemænd ville have gjort, opsøger ejeren af dalen og køber jorden, lige på stedet.

Arkitekt Jens Ingerslev fra København, en ven af baronen bliver hyret til at tegne og skabe en sommerbolig, et ”minislot”, til baronessen.” Baronens Hus” bliver opført i 1918, men desværre får Baronessen aldrig glæde af stedet, idet hun dør meget ung i 1917.

30erne-huset

Historien fortæller, at Baronen pga. sorg over tabet af sin hustru, aldrig benytter huset som tiltænkt ferieresidens, men nøjes med at tilse huset efter behov.

Efter Baronens død sidst i 1920erne, beslutter arvingen, Axel Reedtz- Thott, at sælge huset til nogle lokale ildsjæle, som i 1930 omdanner stedet til Badehotel. De nye ejere følger datidens trend med badehoteller og åbner samtidig den smukke dal for offentligheden.

baadebro-30-erne

Badebro, ca. 1930 af seminarist Jens P. Ovesen

sejlbaad-30-erne

I Badehotellets første år er Dirch Passers mor, Ragnhild Fich, bestyrer af pensionatet, og Dirch og familie bor i Næsbydale. Dirch er ca. 5-7 år på daværende tidspunkt, og gæster fortæller om lokale drenge der legede og gik i skole med Dirch. Dirch var glad for at lege ved Limfjorden, og en dag spørger hans mor, hvorfor han ikke vil komme hjem som aftalt, Dirch svarer, ”det er nok fordi, det er lim-fjorden!” Måske falder æblet ikke langt fra stammen, for om Dirchs mor fortæller lokale, at hun var populær som lokal dilletant skuespiller.

dirch-i-1974

FOTO, wikipedia.org/wiki/Dirch_Passer, 1974

Badehotellet bliver drevet i Baronens Hus indtil 1950-erne, hvor der udvides med restaurant på den nordlige side af huset. Restauranten har udsigt til Limfjorden og er beliggende samme sted som i dag.

Ranum Seminarium havde tradition for at fejre sin fødselsdag i Næsbydale. Elever og lærer bliver kørt fra Ranum til dalen i hestevogn. Der bliver sunget, spist og drukket (sodavand) under åben himmel i bakkerne. Følgende billeder er fra festen i 1953. Venligst udlånt af Sys Haagen.

semi-foedsel-53-i-naesbydale

Viggo og “Nina” Bjerrehuus ejer allerede Ranum Kro, da de overtager og driver restaurant og dansested i Næsbydale. I en længere årrække er det parrets fortjeneste at Næsbydale bliver et populært og attraktivt sted, hvor folk valfarter til fra nær og fjern på søndagsudflugt, for at feste, afholde møder eller sammenkomster, sommeren igennem.

div_bjerrehuus_sl_gt_011_medium  nina-bjerrehuus

Som årene går, bliver bygninger og aktiviteter udvidet med dansant onsdag og søndag. Lørdag skiftes fire lokale idrætsforeninger til at høste entreindtægter fra op til 500 gæster på en aften, til bal og fest med dans og pigtrådsmusik.

Historien fortæller, at parret Bjerrehuus kun havde én spiritus bevilling til såvel Ranum Kro som i Næsbydale. Bevillingen var efter sigende en ”kl. 24 bevilling”, hvilket betød at der kun måtte udskænkes spiritus til kl. 24. Man tillod imidlertid idrætsforeningerne at arrangere baller, for derved kunne bevillingstiden forlænges.

”Noget for noget” princippet betød, at de 4 idrætsforeninger tjente så meget på entreindtægter, at foreningerne kunne drives for pengene. Og Bjerrehus familien kunne øge deres omsætning.

Stedet oplever sin storhedstid indtil Viggo Bjerrehuus´ død 1970, hvorefter Nina Bjerrehuus beslutter at sælge stedet. Et par forskellige ejere fortsætter driften med dans og restaurant, men dansanten flytter til et andet og mere populært sted i nærområdet. I 1977 beslutter daværende restauratører (?) at lukke og slukke i Næsbydale.

Stedet sælges til et konsortium, som indretter bygningerne til 11 ferie ejerlejligheder, i forventning om at et lovforslag, der tillader udlændinge at købe sommerhus i Danmark, bliver vedtaget.

Lejlighedsprojektet står færdigt i 1979, hvor lejlighederne bliver udbudt til salg. 225.000 kr. er prisen for de billigste lejligheder, en høj pris på daværende tidspunkt. Loven bliver aldrig vedtaget og projektet kuldsejer. Bygningerne sælges for en pris, der gør det muligt for købere, at anvende huset til alternative formål. Der har siden været mange forskellige anvendelser af huset; flygtninge ophold og terapicenter samt udlejning til ferieophold.

Vi, de nuværende ejere Vibeke Laustrup og Mogens Madsen, forelsker os i stedet nytårsdag 2016, hvor vi køber Næsbydale Badehotel, med overtagelse d 1. februar 2016. Vi søger og får tilladelse hos Kystdirektoratet til at genetablere stedet som badehotel. En nænsom renovering er så småt påbegyndt, da vi d. 22. marts 2016, vælger at åbne dørene for offentligheden med Café i den runde havestue i Baronens Hus.

Det genåbnede badehotel får en varm og forrygende velkomst fra såvel lokale som hundredevis af gæster, der har gode minder fra Næsbydale, i deres yngre dage.

Det har været en berigende oplevelse at lytte til gæsternes mange anekdoter og oplevelser fra tidligere tider i Næsbydale. Vi er taknemmelige for muligheden for at drive dette fantastiske sted.

Mange gæster har kommenteret projekt positivt. Mange er glade for igen at kunne besøge Næsbydale, på trods af huset ikke er færdigrestaureret og køkkenfaciliteterne er begrænsede. Vi skylder vore gæster en stor tak for opbakningen.

Køkkenfaciliteterne vil gradvist blive udvidet, i takt med at efterspørgslen på større forsamlinger stiger. Et større køkken muliggør flere menuer med rustikke og velsmagende retter fra grillovnen, et stort rotisseri som betjenes fra køkkenet, men er synligt i restauranten.

oktober-pejsestuelook-g-doer

Vi ønsker at præstere ”den gode smag” samt et vinkort med lokal dansk og internationale vine af høj kvalitet. Ligeledes vil Næsbydale, som naturoplevelse og udsigtspunkt, være vort varemærke.

Næsbydale Badehotel råder p.t. over 3 komplette 4 personers lejligheder, alle med soveværelse, køkken, bad og stue samt terrasse med udsigt til dalen, fjorden og Livø og Fur. På sigt ønsker vi at udvide med 6 værelser på 1. sal i det gamle hus. Vi vil desuden renovere og indrette 4 dobbeltværelser i de nuværende lejligheder. Målet er 12 værelser med i alt 24 senge, samt yderligere én opredning pr. værelse. Enkelte værelser vil få status af refugium, med ro og enkelhed samt adgang til fælles køkken.

Kære læser, har du tilføjelser til ovenstående hører vi gerne fra dig pr. mail via info@naesbydalebadehotel.dk eller pr. brev til Næsbydalevej 15, 9681 Ranum.

Tak for din interesse for denne historiske perle.